Bæredygtig Udvikling Netværksmøde 2018

Fokus Bæredygtig udvikling
Dato 29.-30. november 2018
BU koordinatorer Birgitte Bjørn Petersen & Jon Urskov
BU Konsulent Signe Lehmann
National koordinator Poul Erik Christoffersen

Netværket Bæredygtige udvikling mødtes den sidste uge i november for at planlægge kommende aktiviteter og diskutere visioner for fremtiden i netværket.

11 skoler fra netværket, Bæredygtig udvikling, mødtes torsdag d. 29. november på Egaa Gymnasium for at få startet det nye netværk op og få planlagt og iværksat kommende aktiviteter.

Torsdagen fandt sted i Egaa Gymnasiums kultursalon. Her bød uddannelsesleder, Lone Pløger Thoft, lærerne velkommen på gymnasiet og fortalte, at kultursalonen er bygget på bæredygtighedsprincipper og idéen bag netop er at inspirere til at tænke skævt, vildt og mærkeligt – ideelle rammer til årets netværksmøde.

Koordinatorerne, Birgitte og Jon, indledte mødet, og efter en kort præsentationsrunde blev dagens program skudt igang. Først et oplæg fra national koordinator, Poul Erik Christoffersen, hvor vores viden om udviklingen i verden blev testet og udfordret.

Lektor i filosofi, Thomas Schwarz Wentzer, stod for dagens andet oplæg. Her var omdrejningspunktet “Den menneskelige påvirkning af jorden”. Wentzer påpegede, at vi mennesker er blevet den afgørende evolutionsfaktor for alle andre livsformer på jorden. Jordens historie gestaltes og formes af mennesker – men kan vi bære ansvaret? Det var spørgsmålet, som Wentzer stillede, og som der blev reflekteret over.

Mine forventninger til mødet var, at jeg ville komme hjem med en masse konkrete idéer til forløb, som kan styrke vores UNESCO arbejde på skolen.

Efter et par oplæg var det tid til, at lærerne fik mulighed for at planlægge konkrete projekter, som skal sættes i søen i den kommende tid. Her fik vi besøg af to elever fra Egaa Gymnasium, som sidste år havde deltaget i konferencen, Let’s Take Care of the Planet i Portugal og Baltic Sea Camp på Ærø. Eleverne fortalte om deres erfaringer med at deltage i projekterne, og hvilket indtryk det havde gjort på dem.

Dagens sidste oplæg var ved Jens-Christian Svenning, professor ved Departmnet of Bioscience. Oplægget handlede om menneskets indflydelse på biodiversitet, og hvordan vi bevarer biodiversitet, når vi snart bliver 11. mia. mennesker og klimaet er så foranderligt.

Vi er nødt til at dele vores idéer med hinanden, så vi kan inspirere hinanden og videreudvikle vores idéer sammen. Det er vigtigt at løfte os op over, hvad der er muligt at gøre på den enkelte skole – og det kan vi gennem netværket.

Torsdagen blev afrundet i Egaa Gymnasiums Foodlab, hvor der var bestilt Verdenskasser fra årstiderne, og lærerne fik lov til at lave deres egen mad.

Projekter