Connecting Cultures 

Fokus Globalt medborgerskab
Uddannelstrin Ungdomsuddannelser
Skolenavn Gefion Gymnasium
Kontakt Oscar Kuchinke, oscarkuchinke@gmail.com

Hvad kan en tur ud i en øde ørken have med den danske skole at gøre

Jeg hedder Oscar Kuchinke, jeg er 19 år gammel og går i 3.g på Gefion Gymnasium i København.

I januar havde jeg en unik mulighed for at tage til Oman for at deltage i et kulturudvekslingsprojekt mellem Europa og Mellemøsten ved navn Connecting Cultures. Meget vidste jeg ikke inden jeg tog afsted, andet end at det handlede om at skabe bedre forbindelser mellem den mellemøstlige verden og Europa. Hvad jeg oplevede på de 5 dage jeg var i Oman var langt mere end det.

Efter at være kommet til hotellet i Muscat midt om natten, mødte jeg næste morgen til morgenmaden 16 drenge fra 16 forskellige lande og dermed også med 16 vidt forskellige baggrunde. En køretur på omkring 200km senere, befandt vi os ved University of the Dessert i midten af ørkenen, med sand så langt øjet rakte.

Efter en lokal frokost, satte vi os ned, mens den værste middagssol passerede, for at snakke om hvad det var for en tur vi skulle ud på, hvordan vi skulle komme igennem 4 dage i det øde ørkenlandskab. Desuden gennemgik vi hvad det ønskede udbytte var og hvordan vi forhåbentligt nåede frem til det.

Som 16 af morgendagens ledere, skulle vi på daglige vandreture snakke om forskellige temaer, som i løbet af dagene både blev mere komplicerede og personlige.Vi diskuterede blandt andet, værdier, stereotyper, ekstremisme og hvordan vi ønskede at påvirke den verden vi ser i dag til en verden vi ønsker at se i morgen.

De 4 dage i selve ørkenen lignede til forveksling meget hinanden, men udbyttet blev mere og mere som dagene gik. Og det gjorde de desværre hurtigt. Kl 6 var det tid til at stå op og pakke teltene sammen så vi kunne spise morgenmad kl 7.Dagens første vandretur startede som regel kl 9.30

Vi gik i en times tid hvor vi snakkede om dagens emne, som for eksempel kunne være hvilke stereotyper vi følte der var om vores hjemland, eller hvordan vi kunne forsøge at bekæmpe dem. Vi gik altid alene, hvilket betød at vi ikke var under opsyn og derfor også selv bar ansvaret for at få noget ud af vores samtaler. Et ansvar som faktisk blot gør opgaven lettere, for vi stod på en måde også selv med styring af hvad vi ønskede at få ud af det.

Efter en kort kaffepause gik vi med et nyt spørgsmål videre ud på dagens anden vandretur. Med en GPS og en walkie-talkie, skulle vi altid selv finde frem til det næste stop. Som formiddagen skred blev solen også mere uudholdelig. Så mens middagssolen bagte satte vi os under en presenning spændt ud mellem to jeeps for at spise frokost og diskuterer nogle af vores spørgsmål i fællesskab.

Eftermiddagen forløb som formiddagen med en vandretur frem til vores nye lejr hvor vi satte vores telte op, fik serveret lokal aftensmad fra en beduinfamilie og nød nogle hyggelige samtaler rundt om bålet.

Vi havde i bussen skullet interviewe en af de andre deltager, for at kunne præsentere vedkommende for gruppen når vi kom frem, en øvelse som fungerede ret godt på en gruppe som kun lige havde mødt hinanden.

Jeg lærte så utroligt meget på de 5 dage jeg tilbragte i ørkenen, at det er svært at sætte ord på. Jeg ville ønske at alle kunne få lov til at tage den samme tur. Jeg så hvordan man på ganske få dage kan knytte tætte venskaber, og at vores fælles mål for turen gjorde vores samtaler meget lettere flydende. Selv de svære eller meget personlige spørgsmål blev stillede, og vigtigst af alt også besvaret.

You will always find similarities in another person, and they are way more beautiful than the differences

Noget af det vigtigste jeg tog med hjem fra Oman, var en oplevelse af at hvis man kommer ud af sin comfort-zone og med interesse og respekt stiller spørgsmål, så er andre mennesker altid villige til at give dig et svar.

Folk spurgte mig inden jeg tog afsted; ”Hvorfor vil du det?” eller ”hvad skal du dog der?” og for at være helt ærlig så vidste jeg det heller ikke selv før jeg tog afsted, men jeg tror stædig at den forudindtagede afstandstagen er noget af det farligste vi udsætter os selv for. Vi skal turde gå ud i tingene og prøve noget nyt for at udvikle os, og det gør vi ikke hvis vi på forhånd opfinder undskyldninger for at lade være. Vi skal turde springe ud i tingene. Finde ting som nødvendigvis ikke er behagelige. For når ting ikke er komfortable så udvikler man sig og finder løsninger og det er netop her det er interessant at være tilstede.

Vi kan som mennesker altid finde ligheder, og det er netop dem der binder os sammen.  Vi kan let have en tendens til at se på hvordan vi er forskellige, og selvom forskelighed altid prises som værende positivt, så kan det når vi skal møde andre mennesker være mindst lige så skadende.

At turen forgik i en ørken og ikke på en skole var netop med til at få os ud i uvante situationer, og vende op og ned på vores tankegang.

I en ørken er der ingen steder at gemme sig, og det var netop det smukke ved turen. Vi havde ingen kontakt med resten af verden. Vi havde kun os selv og vi kunne ikke bare forlade rummet, for der var ingen døre at forsvinde ud af.

Projekter