Dialog med Tyrkiet

 

4. Istanbul Bosporus sejltur d. 29.09.2016 003

Beslutningen om at udskyde studieturen blev i både Tyrkiet og Danmark modtaget med en blanding af skuffelse og forståelse. Nogle af de kommende partnerskoler var jo allerede gået i gang. For dog ikke at tabe alle de indledende forberedelser på gulvet, blev WHE netværkets koordinator og pædagogiske konsulent sendt på en slags diplomatisk mission til 5 af de tyrkiske partnerskoler i Ankara (1), Izmir (2) og Istanbul (2) for dels at forklare baggrunden for udsættelsen, dvs. hvordan ”situationen” efter det mislykkede kup, den efterfølgende undtagelsestilstand og de mange anholdelser – blev oplevet og opfattet i udlandet - og dels lægge øre til, hvordan samme situation aktuelt tager sig ud – set fra vore tyrkiske partnerskoler. Til vores glæde viste det sig heldigvis muligt at have nogle meget åbenhjertige drøftelser med skolerne i Tyrkiet, og der har hele vejen rundt været udpræget forståelse for det danske ønske om at udsætte studierejsen for WHE netværkets lærere og ledere.

På flere skoler har vi samtidig registreret en lidt frygtsom, afventende stemning for, hvad de tre måneders undtagelsestilstanden vil resultere i? Hvad vil der ske med nogle af lærernes kolleger, blandt de ca. 11.000 lærere, der p.t er suspenderet, arresteret eller anklaget for at have udtrykt sympatier for kupforsøgets ”bagmænd”. Så selv om alt på overfladen øjensynligt fungerer normalt, spores der også en vis usikkerhed for, hvad fremtiden vil bringe i Tyrkiet. Af samme grund kan vi i det følgende ikke være vældig præcise med, hvem der har udtrykt hvad.

1. Ankara UNESCO WHE d. 25. 26.09.2016 110

På rejsen har vi mødt og talt med mange tyrkere, der gerne vil drøfte den nuværende situation i Tyrkiet. Vi har mødt synspunkter gående lige fra: ”Som tyrkere må vi stå sammen om at forsvare nationen” – til ”Præsident Erdogan er i færd med at afskaffe demokratiet i Tyrkiet. Han vil – gennem frygt for terror, ydre fjender og egentlige paranoide scenarier – skræmme folk til at stemme på ham”.

Fra: ”Hvis vi som skoler ikke blander os i politik, vil politikerne heller ikke blande sig i vores forhold” – til ”Den nuværende præsident vil aldrig lykkes med at afskaffe Ataturks adskillelse af stat og religion. Den ligger dybt forankret i det tyrkiske folk.”

3. Istanbul d. 28.09.2016 069

Vi har konstateret, at de tyrkiske lærere og ledere meget gerne vil indgå i en interkulturel dialog med omverdenen – herunder Danmark. Vi har besøgt skoler i Ankara, Izmir og Istanbul, der både vægter høj faglighed, tradition, demokratiske værdier, som fx. friheden til at udtrykke sig, ligestilling, kvinders rettigheder, samt bæredygtighed og innovation. Er alt vel? er jeg flere gange blevet spurgt hjemmefra i denne uge. Mit svar har været: Ja, alt er på overfladen tilsyneladende vel i Tyrkiet, dog ikke for den tyrkiske turistbranche, for de fire millioner flygtninge eller for de fængslede ”kupsympatisører”- for slet ikke at tale om de mange tyrkere, der p.t. mister deres arbejde til det rigelige og endnu billigere marked for arbejdskraft - bestående af flygtninge fra mange forskellige lande. Der skulle sådan set være rigeligt indhold til at indgå i en interkulturel dialog om – også i forbindelse med en kommende UNESCO WHE studierejse i 2017. Tyrkiet skal bare lige tilbage fra sin aktuelle undtagelsestilstand til ”normal”, hvad det så end er....................i Tyrkiet?? Og i vores del af verden – Europa???

1. Ankara UNESCO WHE d. 25. 26.09.2016 090 1

Uanset svarene - er kernen i UNESCOs arbejde interkulturel dialog. Tag den!

Poul Erik Christoffersen (fra Istanbul). Pæd. Kons. for UNESCOs WHE netværk

Ved at browse denne side acceptere du automatisk vores cookie politik.