Slavetiden – online med en tragisk historie

Når barnet fyldte 12 år, blev det betragtet som halvvoksent, og så kunne det sælges. Kravene til barnets arbejdsindsats steg, indtil det skulle arbejde som en voksen i en alder af 16 år.

Bag om slavetiden i Dansk-Vestindien
31. marts 2017 er det 100 år siden, at Danmark solgte De Dansk-Vestindiske Øer, St. Croix, St. Thomas og St. Jan til USA. Det er baggrunden for, at Rigsarkivet Danmark gennem sit projekt ”Vestindien – kilder til historien” har oprettet hjemmesiden www.virgin-islands-history.org. I 2017 vil alle de originale dokumenter om den danske kolonitid blive umiddelbart tilgængelige for slægtsforskere, historikere og andre interesserede. Det gælder bl.a. de dokumenter, der viser noget om slavernes børn.
På sitet vil man kunne benytte en interaktiv tidslinje, finde udvalgte temaer og ”skæbnehistorier”, som gør det muligt at få et overblik over 250 års unik vestindisk kulturarv. Samtidig bliver sitet også stedet, hvor alle slægtsinteresserede i 2017 kan få direkte adgang til et omfattende kildemateriale og undersøge, om de har slægtninge, der kan spores tilbage til De Vestindiske Øer.

En guldgrube for undervisere
Projektet ”Vestindien – kilder til historien” er en omfattende satsning, hvor Rigsarkivet Danmark formidler historien gennem berømte personer, skræmmende historier om slaveri, barbariske straffe og et meget barskt slaveliv præget af brutal og umenneskelig udnyttelse og livstruende sygdomme.
I 2015 bliver indgangen til ”undervisning” aktiveret, så elever på alle niveauer vil kunne arbejde med hjemmesidens indhold. Rigsarkivet Danmark arbejder på at udvikle en interaktiv tidslinje i 3d, der egner sig til undervisningsbrug. Med en interaktiv tidslinje bliver slavetiden umiddelbart tilgængelig, og det bliver nemt at udveksle de originale kilder til historien – fx i forbindelse med et konkret årstal – med sin gruppe eller lærer.
Den interaktive tidslinje bliver både på dansk og engelsk. Første emne bliver tilgængeligt i 2015 og kommer til at handle om ophævelsen af slavehandelen. Året efter vil eleverne kunne zoome ind på billeder, illustrationer og dokumenter om slavernes frigørelse – emancipationen – der er blevet fejret siden 3. juli 1848, hvor generalguvernør Peter von Scholten frigav slaverne på De Vestindiske Øer.
Fremtiden vil byde på masser af muligheder, men allerede nu er sitet en guldgrube for den, der vil søge efter relevante historiske fakta. Undervisningsprojekter omkring forholdene på de danske slaveøer har nu med www.virgin-islands-history.org fået et arbejdsredskab, der kommer tæt på datidens barske virkelighed.

Peder Wiben, TST-koordinator, Næstved Gymnasium og HF

Ved at browse denne side acceptere du automatisk vores cookie politik.