St. Croix

Det er altså et relevant problem at undersøge: Hvordan er forholdene på øerne i dag?, og i forlængelse heraf stille spørgsmålet: Kan man finde spor og levn der viser, at øerne engang var danske?

Vi var i september-oktober 2013 syv piger fra Næstved Gymnasium og HF, der tog til den største af De Dansk-Vestindiske Øer, St. Croix, i knap fire uger. Turen indgik i vores studieretning, der har som fokus at bruge verden som skole og "legeplads", og dermed give os en kulturel og international indsigt og forståelse.

Dette var vores tredje rejse. De to første år var vores årgang i Estland / Toledo i 1.g. og i Madrid / Barcelona i 2.g., herunder med genbesøg fra vore værter.

Denne tredje tur var en mere individuel tilrettelagt tur, hvor vi selv har haft mulighed for at bestemme både rejsemål og turens fokus. Vores valg faldt på De Dansk-Vestindiske Øer efter, at vores historie- og engelsklærer havde talt meget varmt og inspirerende omkring øerne. Det var også en kæmpe fordel, at han havde muligheder for at skaffe os en masse kontakter på den største ø, St. Croix.
Efter lang tids planlægning og organisering frem og tilbage via e-mail, blev det endelig tid til afrejse.

 

dronningensgade

Danske spor
Da vi efter en lang flyvetur med mellemlandinger i London og Miami endelig nåede den caribiske ø, var der mange ting, der slog os som anderledes og fremmedartet, men det der slog hårdest var varmen! Med en temperatur på 35-40 grader hver dag og en høj luftfugtighed var det et ganske andet klima end det, vi kom fra - det tog noget tid at vænne sig til!
St. Croix bød dog også på mange andre spændende ting end det varme klima. Historien var lyslevende med de gamle danske bygninger som Christiansværn, et fort der skulle beskytte den danske koloni, samt Vejerboden og guvernør Peter von Scholtens hus i Christiansted. Overalt var det muligt at spore danske aftryk fx i de bevarede gadenavne som Kongens Gade (Kings Street) eller Dronningens Tværgade (Queen's Cross Street) og de gamle plantageejendomme. Øen emmer altså af historie. Ikke bare dansk historie, men også glimt af de øvrige kolonisatorers historie – mange flag har vajet over St. Croix, før øen i 1917 blev en del af USA.

Natur og turisme
Det er dog ikke kun historien, der præger St. Croix. Øen er også hjemsted for masser af naturfænomener. Vi oplevede blandt andet, hvordan nogle særlige mikroorganismer i Salt River Bay lyser op, når de reagerer med ilt. Vi var ude og snorkle ved Buck Island omkring de verdenskendte rev. Vi lærte også en del om flora og fauna på øen, både ved besøg i Botanisk Have samt gennem organisationen Nature Conservancy, som vi lavede frivilligt arbejde for. Derudover var vi bl.a. på besøg på øens internationalt berømte romdestilleri "Cruzan Rum" og prøvede at "paddleboarde" på et surfbræt i overstørrelse. Strandene er ligeledes et must, som trækker i tusindvis af turister til året rundt.

Frivilligt arbejde
Gennem vores kontakter var det blevet aftalt, at vi skulle udføre forskellige former for frivilligt arbejde. En af de ting, vi lavede, var at fælde skov og plante mahognitræer for at skaffe penge til organisationen Nature Conservancy, en organisation som har afdelinger overalt i verden og prøver at beskytte den oprindelige flora og fauna i ubeskyttede områder.

Vi hjalp også til på en gammel plantageejendom, Whim Estate, med at oversætte gamle danske dokumenter, fra dengang øerne var danske. Disse dokumenter er af høj værdi og bruges i forbindelse med slægtsforskning på øerne – et emne, som mange af øens beboere er meget interesserede i.

Det var også planen, at vi skulle have oversat nogle tekster fra engelsk til dansk for National Park Service, som guidemateriale for de mange danske turister, der i disse år kommer til øerne. Desværre kom USA´s budgetkrise i oktober 2013 i vejen. Som andre statsdrevne institutioner var National Park Service lukket ned i den periode, vi var der. Problemet var dog ikke så svært at løse, for teksterne har vi så selvfølgelig i stedet oversat, da vi kom hjem.

IMAG1807-1

The Cruzans
Noget af det mest interessante vi oplevede under opholdet, var kontakten med "the cruzans", som øboerne kalder sig selv. Folk var meget imødekommende og ivrige efter at snakke med os. De syntes, det var spændende at høre om Danmark samtidig med, at de var ivrige efter at fortælle en masse om dagliglivet på deres ø. Det var meget nemt at komme i kontakt selv med vildt fremmede, så vi føler virkelig, at vi fik nogle meget spændende og positive vinkler både på folks opfattelse af fortiden og de tanker, de gjorde sig om fremtiden.

Take it easy
Spændende var det også at hæfte sig ved de mange kulturelle forskelle mellem livet i Danmark og livet på øerne. Ikke mindst, når det gælder mentalitetsforskelle. Vi danskere kan ofte virke forjagede, småstressede og hyper organiserede. Her var det befriende at opleve, at øboerne tog alting i et lidt mere afslappet tempo. De kom ofte for sent til aftaler og havde glemt ting samtidig med, at de tog sig rigtig god tid til at gøre det færdigt, som de var i gang med. Vi vænnede os af med at blive frustrerede og utålmodige, når ting tog lang tid. Ja, vi fik nærmest smag for det rolige tempo, som vi godt kunne ønske os, at vi danskere ville tage ved lære af. Vi styrter altid af sted med iphone og ipad inden for rækkevidde. For øboerne ville et sådant liv være helt uforståeligt!

Undskyld for fortiden?
Vi har virkelig lært meget. Vi er kommet tæt på livet og kulturen på øerne og de mennesker, der bor der. Vi har også fået øjnene op for de problemstillinger, der knytter sig til den dårlige økonomi og de sociale forskelle, der let springer i øjnene.
Også spørgsmålet om "reparation" blev nærværende. For mange på øerne er det et vigtigt problem at få taget hul på spørgsmålet om, hvorvidt Danmark som tidligere kolonimagt og slavenation skylder en undskyldning og en form for erstatning til øerne i dag. Det er et vanskeligt spørgsmål at tage stilling til, men vi følte os bedre klædt på, da vi oplevede, at debatten på øerne også er blevet taget op i de danske medier.

 Simone Møller Krogh, elev, Næstved Gymnasium og HF

Ved at browse denne side acceptere du automatisk vores cookie politik.