Hvad vil det sige at være UNESCO ASP-skole?

logo

Hvad vil det sige at være UNESCO ASP- skole

Godt 35 danske skoler deltager aktivt i UNESCOs verdensomspændende skolenetværk med fokus på undervisningsforløb og materialer, der sætter globale udfordringer, interkulturel forståelse, menneskerettigheder og bæredygtig udvikling på elevers og læreres dagsorden.

UNESCO skolenetværk startede i 1953 og har nu over 9.000 deltagende uddannelsesinstitutioner fordelt på 180 lande. Skolenetværket er også kendt som ASP-net, hvor ASP står for Associated Schools Project Network.

Formålet med dette netværk af skoler, knyttet til UNESCO, er at fremme dialog og samarbejde på tværs af landegrænser, kulturer og kontinenter for derved at bidrage til fredelig sameksistens og til udvikling af kultur og uddannelse for fred – helt i tråd med FN’s og UNESCO’s værdigrundlag og opgave.

De deltagende skoler ses som pilotskoler, der gennem forsøg, materialeudvikling, internationalt udviklingsarbejde og inspirerende resultater kan medvirke til at fremme relevans og kvalitet i uddannelse og læring, lokalt, nationalt og internationalt. Herved kan ASP også bidrage til arbejdet for UNESCO’s globale mål om kvalitetsuddannelse for alle.

Der arbejdes fortrinsvis med ASP-projekter indenfor følgende 4 hovedtemaer:

  • Fred, sikkerhed og internationalt samarbejde, herunder FN’s rolle
  • Menneskerettigheder og kampen mod racisme, diskrimination og intolerance
  • Interkulturel uddannelse og forståelse
  • Regionale og globale miljøspørgsmål og bæredygtig udvikling.

For at gøre disse værdier og mål nærværende og vedkommende for eleverne har de danske skoler i netværket hidtil koncentreret sig om arbejdet med følgende konkrete projekter: Baltic Sea Project (BSP), Transatlantic Slave Trade Education Project (TST) og World Heritage Education Project. (WHE).

Aktiviteterne foregår på solidt fagligt grundlag, og der arbejdes systematisk og målrettet med udvikling af færdigheder, viden og personlige kompetencer.

Samtidig gives vigtig inspiration til elevernes afklaring af egne værdier og holdninger. Herved kan elever og studerende rustes til at leve og agere i en globaliseret verden og til at tage medansvar for skabelsen af en fælles fremtid.

At deltage i UNESCOs Associated Schools Project Network er i udgangspunktet et anliggende for hele skolen. Det vil sige, at skolens ledelse, pædagogisk råd, elever og forældre er positivt interesserede i at indgå i et fagligt og pædagogisk udviklingsarbejde inspireret af UNESCOs værdier og mål.

I hverdagen vil skolens UNESCO projekter typisk blive gennemført af et mindre antal lærerteams, men UNESCO tilknytningen vil være synlig i skolens målsætning, i forbindelse med temadage, forældrearrangementer o.l.

Helt konkret forventes nye ASP-skoler at beskrive og gennemføre undervisnings- og projektaktiviteter i tilknytning til et eller flere af de nævnte ASP hovedtemaer og flagskibsprojekter. Endvidere forventes aktiv deltagelse i det danske ASP-netværks aktiviteter, herunder i mindst 2 årlige seminarer. Udgifter til transport, ophold og forplejning i forbindelse med disse seminarer dækkes typisk af ASP-midler. Herudover er det muligt at ansøge ASP-styregruppen om tilskud til særlige UNESCO projektinitiativer og indsatser lokalt, nationalt eller internationalt.

Ansøgning om deltagelse i UNESCO ASP-netværk

Ansøgning om at blive en af de nye ASP-skoler består af 2 dele: besvarelse af nedenstående spørgsmål samt efter et gensidigt prøveår udfyldelse af det formelle ansøgningsskema til UNESCO. Begge dele foregår på engelsk, da medlemsskolerne registreres i hovedsædet for UNESCO i Paris.

 Ansøgning om deltagelse i ASP-netværk i Danmark:

  • Giv en kort introduktion til skolen og jeres lokalområde
  • Forklar hvorfor jeres skole ønsker at blive UNESCO ASP-skole?
  • Hvordan ser I sammenhængen mellem ASP og skolens værdier, målsætning, øvrige udviklingsaktiviteter og internationalt arbejde?
  • Hvilke konkrete mål og ideer har I til de kommende års arbejde som ASP-skole?
  • Hvordan forestiller I jer at organisere arbejdet med ASP på skolen? Hvilke fag, lærere, elever/klasser tænkes aktivt at indgå i projektarbejdet?

Udvælgelsen af skoler til deltagelse i ASP-netværket i Danmark vil tage udgangspunkt i følgende kriterier:

  • Deltagelse i og opbakning til ASP-arbejdet fra skolens ledelse, pædagogisk råd, elever og forældre
  • ASP indgår i skolens værdigrundlag, målsætning og faglig-pædagogiske udviklingsaktiviteter
  • Omfang og karakter af de konkrete ideer og planer til fremtidige ASP aktiviteter
  • Ideer til synliggørelse af ASP og UNESCO lokalt og nationalt samt mulige bidrag til netværkets fælles arbejde

Den færdige ansøgning underskrives af skolens leder og sendes til nedenstående adresse.

Når ansøgningen er imødekommet af ASP-netværkets styregruppe, aftales et møde mellem skolen og den nationale koordinator for netværket med henblik på gensidig orientering og fælles forståelse.


Att. Helle Gudmandsen

National koordinator for ASP-netværket

Ungdomsbyen

Fællesvej 12

/co Global Platform

2200 København N

Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Ved at browse denne side acceptere du automatisk vores cookie politik.